En skolepraktik der udviklede sig

En skolepraktik der udviklede sig

Når nysgerrighed, interesse og den rette indstilling baner vejen

En skoledreng med interesse for maskiner og mekanik søgte for godt 20 år siden et praktikophold på værkstedet hos NP Trucks. En uges praktikophold kom i hus, og skoledrengen var glad. Da praktikken var omme, og et job som fejedreng var ledigt, spurgte værkføreren, om det ikke var noget for skoledrengen. Skoledrengen kom nu på lønningslisten og mødte trofast ind på arbejde hver dag efter skole.

At en uges praktik i 7. klasse skulle blive startskuddet på en karrierevej, havde skoledrengen Jonas Jensen ikke drømt om.

På værkstedet kunne man se, at skoledrengen Jonas havde stor interesse og flair for mekanik. Han var nysgerrig på mekanikerfaget, og ikke mindst havde han lysten til at lære. Han havde et potentiale og et drive, der kunne udvikles til meget mere. Dette resulterede i, at fritidsjobbet som fejedreng blev skiftet ud til fordel for en lærerplads som mekaniker. En aftale som både Jonas Jensen og NP Trucks så stor værdi i.

Erfaringerne med maskinerne steg i takt med lærerpladsforløbet, og interessen blev ikke mindre - tværtimod. Værkføreren og servicechefen så fortsat muligheder i Jonas og forelagde ham derfor et job som udekørende montør - med egen firmabil. Jonas var dog ikke færdigudlært endnu, men han var ikke i tvivl. Det var et job, han måtte prøve - også selvom det var i Hirtshals, og svendebrevet endnu ikke var i hus. Værkføreren og servicechefen så dog ingen grund til bekymring. De kunne se, at der stadig var et stort uudnyttet potentiale at finde hos Jonas.

 

Udvikler sig dagligt sammen

Efterfølgende kom svendebrevet i hus, og Jonas Jensen fortsatte som udekørende montør i Jylland de næste 10 år. Et job som Jonas så stor læring og konstant udvikling i. Han havde direkte kontakt til kunderne, han havde ansvar for tilrettelæggelse af egen arbejdsdag, han havde egen firmabil, og han havde alle muligheder for at dygtiggøre sig endnu mere og dermed udvikle sig fagligt og personligt. Et job som Jonas befandt sig rigtig godt i. Han kunne leve af sin store interesse og bruge sine kompetencer på én og samme tid.

”Rejsen” og udviklingen for Jonas Jensen hos NP Trucks sluttede dog ikke her. I december 2020 kommer servicechefen og prikker Jonas på skulderen - for tredje gang. Afdelingen for Teknisk Support manglede en erfaren, dygtig og engageret medarbejder. En medarbejder med en bred forståelse for mekanik og maskiner, en medarbejder der ønsker og formår at supportere sine kolleger, og en medarbejder der besidder den rette NP-ånd. Valget faldt naturligt på Jonas Jensen. En mulighed som Jonas lige skulle hjem og drøfte med sin hustru Katrine. Det krævede dog ikke mange overvejelser. Det lød som den perfekt løsning for Jonas, og teknisk support blev nu hans nye hverdag. Her kunne han forene sin viden og erfaring sammen med det faglige aspekt i et job, hvor supporten er fordelt mellem administrative opgaver og udekørende besøg, når opgaven kræver det.

At være klar til at hjælpe sine kolleger og løse de forskellige udfordringer er en vigtig del af jobbet for Jonas. Selvom Jonas besidder en stor erfaring og bl.a. har specialiseret sig yderligere i smalgangstrucks, som ofte kræver et bredere mekanisk kendskab og knowhow i forhold til en standard truck, så lærer han stadig noget nyt hver dag - både af sine kolleger og af de opgaver, de står overfor. Som han selv siger, så kan han jo også lære af de andre, selvom han er deres tekniske backup.

 

Alsidigt, lærerigt og udfordrende

Når Jonas kigger tilbage på sin tid fra praktikophold til fejedreng til lærling til udekørendemontør til teknisk support, er det med en rigtig god fornemmelse og tilfredsstillelse. Han havde ikke planlagt eller udtænkt, at det netop var sådan, det hele skulle forløbe sig. Med hans nysgerrighed, interesse og indstilling og ønsket om hele tiden at lære og udvikle sig, kunne Jonas ikke ønske sig en bedre karrierevej. Han har opbygget en solid og omfangsrig erfaring og bred forståelse og indsigt i både faget, branchen og ikke mindst NP Trucks.

”Jeg har verdens bedste job! Det er alsidigt, lærerigt og udfordrende, hvilket er det, der driver mig. Jeg laver alt det, jeg godt kan lide at lave - alt sammen kombineret i ét job”, siger Jonas Jensen.

At ens vej gennem livet ikke nødvendigvis er planlagt eller givet på forhånd, er Jonas’ rejse et godt eksempel på. Men har man lysten til at lære og tør man gribe en mulighed, når den byder sig, så kan man ofte komme længere, end man måske gik og troede. ”Hvor der er vilje, er der vej”, som ordsproget lyder. Lad Jonas’ forløb være til inspiration og lad dette være en opfordring - spring ud i det og grib muligheden, når den er der. Vi hører i hvert fald rigtig gerne fra dig, der har interesse for mekanik - uanset om det drejer sig om et praktikophold eller en fast stilling med egen firmabil.


Med Jonas Jensens brede og mangeårige erfaring og kendskab til maskiner og mekanik falder jobbet med teknisk support ham helt naturligt. Supporten er fordelt mellem administrative opgaver og udekørende besøg, hvilket er den perfekte arbejdsfordeling for Jonas Jensen.